Lucas døde i min mave den 7-9-2002, da jeg var 40+6. Lucas blev født d. 10-9-2002.  Kl. 02.43.

Først vil jeg lige fortælle lidt om graviditeten. Det var en hård, men også spændende tid.

Jeg var hele tiden meget opmærksom på min krop og vi havde aftalt at alt fysisk arbejde skulle Finn tage sig af. Jeg var konstant trussetjekker og var altid på vagt, hvis der var noget som var bare den mindste smule anderledes.

Lucas var en aktiv dreng og indtil udgangen af 38 uge, lå han i skråstilling.
Jeg havde tit min venstre hånd på siden af maven, hvor Lucas lå med hovedet under den. Nussede jeg bare let, bevægede han sig gerne. Så vi havde knyttet vores bånd.

Lucas blev så vendt d. 12 Aug. En voldsom oplevelse for mig, da jeg jo var meget bange for at miste. Jeg havde i hele graviditeten været lidt hønemor, men som jeg hele tiden sagde : " Nu er han endelig kommet derind, så skulle jeg passe på ham, indtil at han var klar til at komme ud. "
Men efter 2 forsøg var han vendt og vi begyndte at se frem til at veerne snart kunne komme.

Lucas blev ved med at være en lille aktiv gut de næste par uger og ved jordmoder tjekket 2 dage før termin virkede alt normalt. Jeg var dog meget nervøs for at gå over termin, da en tidligere arbejdskollegas datter, havde fået et dødfødt barn over termin.

Det sad meget i hovedet på mig og jeg valgte at tage til åben jordmoder konsultation 5 dage over termin. Her mødte jeg en sød JM som kunne fortælle at alt var i orden. Jeg nævnte for hende at Lucas var meget stille, men hun fortalte at det var meget normalt op til fødslen og at den jo lå lige om hjørnet.

Så det var bare at vente på veerne skulle starte

Den 7-9 2002 var en ganske almindelig lørdag. En dag , hvor vi bare gik og ventede på at fødslen snart gik i gang og vi skulle se det barn vi havde ventet så meget på.

Om formiddagen husker jeg at der var almindeligt liv i maven, men da vi kom til middag, hvor Lucas plejede at være mere livlig, skete der ikke så meget. Nå, men han var måske ved at gøre sig klar og måske skete det så i løbet af dagen. Jeg gik jo og var lidt spændt, for hvad var det som skulle ske. Jeg havde jo ikke prøvet at føde før.

Som eftermiddagen skrider frem, begynder jeg at studse mere og mere på, hvorfor han ikke bevægede sig. Jeg begynder at puffe til maven, drikke koldt osv. Men ingen reaktion. Midt på aften går jeg en tur i raskt tempo. Nu er jeg blevet meget nervøs. Jeg runder den lokal kirke og siger højlydt til Gud at han skal passe på mit barn. Sørge for at der intet er i vejen med ham.

Da jeg kommer hjem er der stadig intet liv og Finn og jeg køre til fødegangen. På vejen derud ser vi at Jarre Michel Jarre stadig spiller ved Tylstrup. Vi bliver enig om at tage derop når vi er færdig på fødegangen for at se afslutningen. Vi troede jo ikke at han var død, men at han bare drillede eller i værste fald var blevet svag.

Da vi så mødte op på fødegangen, blev jeg undersøgt. JM kunne ikke finde hjertelyden og der vidste jeg at det var slut. Aldrig havde de haft svært ved at finde hans hjertelyd, så jeg vidste at han var død. JM kontaktede så overlægen der kom med et scanningsapparat. Hun scannede mig og måtte til sidst konstatere at der " Ingen hjerteaktivitet var "

Vores søn var død. 6 dage over termin.

Finn græd og jeg lå bare og sagde; " Jeg vidste det, Jeg vidste det. "

Lægen og JM ville ha' mig til at føde Lucas, men det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke se hvorfor og ville have et kejsersnit. Jeg havde da ikke lyst til at gå og vente på veer i flere dage. Men efter et par timer, kunne jeg godt forstå hvorfor med min hjerne, men ikke med mit hjerte.
 
Finn og jeg valgte at tage hjem natten over og så komme ind søndag morgen for at blive sat i gang.
Da vi kom hjem røg alle foldegardinerne ned og vi græd og græd.
Vi skulle ha' ringet til vores forældre og venner for at fortælle hvad der var sket.
Klokken var blevet over midnat og jeg startede med mine forældre.

Aldrig har jeg skulle gøre noget så svært. Mine forældre havde glædet sig meget og min far var først begyndt at tro på det ville lykkes, kort tid før. Min mor tog telefonen og jeg sagde det var mig og min mors stemme lyste op. Hun troede jo det var en god nyhed jeg ringede om, men jeg måtte grædende sige at vores barn var dødt. For dælen det gjorde ondt. Ikke nok med at jeg selv var sønderknust, men at jeg samtidig skulle gøre mine forældre kede af det, det gjorde det hele værre. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne ha´ gjort dem glade.

Derefter skulle Finn ringe til hans forældre. Men da hans mor tog telefonen brød han sammen og jeg overtog røret. Igen måtte jeg grædende fortælle om Lucas død og igen, kunne vi dog bare ha´ gjort dem glade. Vi ringede så til et vennepar, for vi manglede jo pasning til vores 2 hunde. De ville så hente dem søndag morgen og beholde dem så længe vi ønskede. Ligeledes ringede jeg også til min bedste veninde.

Det var de eneste vi ringede til den nat. Vi bad dem om at fortælle det til vores familier og venneparret fik til opgave at ringe til vennekredsen.

Søndag morgen drog vi så den tunge vej til fødegangen.

Da vi ankom til fødegangen søndag morgen blev vi vist ind på stue 5.

Her fik vi af vide, at det nu var vores stue indtil at vi havde født. Min mave havde ændret sig meget over natten. Nu var der ingen tvivl om at han var død. Den var faldet helt ned og var tung som en sten. En meget ubehagelig følelse at gå rundt med et dødt barn i maven.
Jeg fik lagt en stikpille og så lå jeg ellers der. Bare ventede på at få veer.

Imens begyndte Finn og jeg så småt at tale om hvad der nu skulle ske. De JM på fødegangen som var tilknytte vores stue, kom ind og snakkede tit. De fortalte om hvad vi kunne forvente og hvad de plejede at gøre i sådanne situationer. De kom med foldere fra Foreningen til støtte ved spædbarnsdød som omhandlede begravelse og andre praktiske ting.

Finn og jeg begyndte at læse, mens der stadig ikke var tegn på en begyndende fødsel. Ved 15 tiden fik jeg lagt endnu en stikpille og efter et par timer mere, valgte Finn og jeg at tage hjem for at vente.
Vi aftalte med JM at vi bare kunne ringe derind eller komme ind på fødegangen igen, hvis vi fik brug for dem eller hvis jeg begyndte at få veer. Ellers så skulle vi komme tilbage mandag morgen for endnu en stikpille.

Hjemme igen levede vi stadig bag nedrullede gardiner. Vi havde ikke lyst til at tale med nogen og telefonsamtalerne blev valgt ud fra nummerviseren. Finn og jeg begyndte at tale om hvordan vi ville have begravelsen. Om Lucas skulle brændes, ligge på ukendt gravsted, skulle vi ligge sammen med ham en dag, skulle han have et stort eller lille gravsted. Der var mange ting at skulle ha´ talt igennem og vi skulle jo også finde en løsning vi begge havde det godt med. Mange tårer blev grædt og den dag i dag, kan jeg stadig undre mig over at vi kom igennem de dage.

Da vi mandag morgen igen tog på fødegangen havde jeg stadig ikke åbnet mig en centimeter. Jeg fik denne morgen lagt noget gele´ og op af dagen begyndte de første små plukveer at begynde. Om eftermiddagen havde jeg lidt smerter og vi valgte at jeg skulle have noget smertestillende. Det betød at vi nu ikke måtte forlade fødegangen.

I løbet af aftenen begyndte jeg at får veer og efter midnat fik jeg lagt en epidural blokade. Der var jeg 1 centimeter åben og i løbet af ½ time åbnede jeg mig de sidste 9.

Pludselig fik jeg vældigt ondt i bagenden og det viste sig at det var presseveer. Jeg havde presseveer uden pause og det gjorde sk... ondt, men kl. 02.43 fødte jeg vores dejlige lille Lucas. Navlestrengen blev klippet af JM og jeg fødte moderkagen uden besvær. Jeg var ikke bristet det vilde og mistede næsten intet blod.

Lucas blev hurtigt undersøgt og han blev så svøbt i et tæppe og lagt i mine arme. Hold fast jeg var stolt. Stolt af vores lille søn, som så så fin ud og fordi jeg havde klaret fødslen godt.

Lucas blev herefter målt og vejet. 54 cm og 3460 g.

En perfekt lille baby som desværre ikke trak vejret. Han var så dejlig og smuk.

Han fik så tøj på. En bodystocking, en lille fin natdragt som jeg havde købt til ham, en fin lille lyseblå hue. Jeg havde kun købt 2 stk. tøj, resten havde jeg lånt. Han fik et tæppe over sig, som vi havde fået af mine forældre. Det havde de brugt til os søskende da vi var små. Han fik også en lille bamse hos sig, som jeg havde købt til ham et par uger før og som vi havde sovet lidt med. Så den rigtigt kunne dufte af os.

Vi var derefter sammen med Lucas resten af natten, hvor vi fik studeret ham. Jeg sad meget med hans lille hånd i min og nussede ham, som man jo gøre med sådan et lille spædbarn. Kørte min hånd forsigtigt ned af hans næsetip og bare tænkte på, at han dog var den smukkeste lille bebs jeg nogensinde havde set.

Vi beholdte Lucas til kl. 8 om morgen, hvor han derefter blev kørt ud af stuen så vi lige kunne få et par timers søvn, inden vores forældre ville komme og se deres barnebarn. Klokken lidt over 9 vågnede vi og jeg bad så om at få Lucas ind til os. Herefter sad jeg med ham igen. Han var nu blevet meget mere kold og bar flere tegn på døden. Jeg fik snakket lidt med ham og vi fik grædt en masser tårer.

Vores forældre kom så og efter snak om fødslen og forløbet fik de så Lucas at se. Det berørte dem meget at se deres barnebarn ligge der kold og død. Men de fik sagt farvel til ham og vigtigst, at de fik set det barn, som Finn og jeg havde lavet sammen i kærlighed. Den søn, som altid vil være vores første fødte og som aldrig vil forsvinde ud af vores sind, ud af vores hjerte.

Da de var gået, valgte Finn og jeg at forlade sygehuset og dermed også vores søn. Da lægen kørte ud af stue 5 med ham, vidste jeg, at jeg aldrig fik ham at se igen. De 9 mdr. vi havde ventet på ham, sluttede der.

Vores søn var død og drømmen døde med ham.

Lucas blev begravet d. 14-9-2002, men det hele startede med at vi fik fat i en bedemand, som kom og besøgte os om onsdagen, som vi var kommet hjem om tirsdagen.
Der skulle vi tage stilling til, hvordan hele forløbet omkring Lucas begravelse skulle foregå.

Finn og jeg havde valgt at få Lucas begravet på kirkegården i Ulsted. Vi havde fundet et enkeltmands gravsted midt på kirkegården. Uden for mange høje planter på de omkringlæggende gravsteder og med sol på hele dagen, når den havde lyst til at skinne. Det var vigtigt for os, at han lå varmt og godt der. Vi fandt også en fin sten, hvor vi bestemte os for, at han skulle ha' indgraveret en bamse og så skulle der stå hans fornavn og dagen han var født, som jo også blev den officielle dødsdag. Men for os døde han jo d. 7-9 2002.

Af blomster til kisten bestemte vi os for røde roser. De roser symboliserede vores kærlighed til Lucas og som blomst fra os, fik vi lavet et hjerte fuld af røde og hvide roser. Den første salme vi sang i kirken, var " en rose så jeg skyde " som vi synes beskrev hele vores kamp om barnet og Lucas perfekt.

Jeg havde i hele graviditeten båret et guldkors omkring halsen. Et kors som jeg bar for ham i håb om at alt ville gå godt. Lige da jeg fik af vide at Lucas var død, blev jeg meget vred på Gud. Han skulle jo passe på Lucas og siden Lucas var død, havde han jo svigtet mig. Men korset tilhørte Lucas, så jeg bestemte mig for, at det skulle han også ha' med i kisten. Så ville Gud tage ham til sig, selvom Lucas aldrig blev dødt.

Lørdag d. 14 - 9 2002 havde vi valgt som dagen han skulle begraves. Ingen skulle tage fri for at komme med og det ville så være præcis 1 uge efter at han var død.

Finn og jeg valgte at være i kirken allerede klokken lidt i 10. Da vi trådte ind i kirken, begyndte vi at græde.

Der stod den lille kiste med vores søn, den søn som vi havde glædet os så meget til. Den lille søn der havde gjort os lykkelig i 9 mdr. og som vi aldrig fik lov til at kende. Så ramte virkeligheden bare. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle begrave mit barn.

Finn og jeg gik op til kisten. Jeg satte mig på hug og strøg forsigtigt min hånd over kisten. Den hånd skulle ha' givet ham så megen kærlighed, men vi fik ikke lov. Aldrig har jeg haft en så knugende fornemmelse i min mave. Jeg ville ha' givet mit liv for bare at han var hos os og ikke i kisten. Den ½ time i kirken var guld værd for os i dag. På en måde havde vi sagt farvel inden alle andre mødte op til begravelsen.

Begravelsen gik i gang kl. 10.30 og præsten holdte en hård, men åbenhjertig tale. Bagefter blev Lucas lagt på sit sted og Finn og jeg smed en rose ned til ham.

En hård dag, ikke kun for os, men også alle de som var med og var med til at tage afsked med vores lille søn.

I tiden efter, var livet et stort sort hul. Jeg mistede mig selv og mine drømme. Jeg hadede at kigge ud af vinduet, for det eneste jeg så var gravide og kvinder med barnevogne. Jeg lukkede mig inde og kun de som holdte kontakt, fik kontakt. Jeg orkede intet.

I december fik jeg lagt 2 fryseæg op på Skejby Sygehus og blev kortvarigt gravid - men begyndte at bløde. Jeg meddelte Finn, at nu var det slut og jeg ikke gik igennem endnu et forsøg og en evt. graviditet - ikke at jeg troede at jeg nogensinde skulle blive gravid igen. Jeg ville adopterer. Papirene blev sendt til Amtet og Finn snakkede for sin syge moster, om at vi lige så godt kunne tage i mod det forsøg, som Skejby havde givet os i erstatning for Lucas..... Jeg fik fred og han fik mig overtalt. Det kan jeg så takke ham for i dag, for 9 måneder senere kom vores dejlige tvillinger, som du kan læse om andet sted her på siden.

Tilbage til forsiden